Snurre Snup og vennerne skal spises
Landbrug & Fødevarer afprøver mulighederne for større produktion og afsætning af spisekaniner i Danmark.
Den skal i langt højere grad på de danske middagstallerkner, for kødet er magert og klimarigtigt og produktionen passer som fod i hose til økologiske landbrug.
Det fortæller P4 Sjælland.
Danmarks største landbrugsorganisation, Landbrug & Fødevarer, er i gang med at afprøve mulighederne for større produktion og afsætning af spisekaniner i Danmark.
- Vi tror, der gemmer sig en interessant nicheproduktion i fremstilling af økologiske kaniner i Danmark, siger chefkonsulent Lars Holdensen fra Landbrug & Fødevarer.
I dag skal de første 30 kaniner fra den økologiske prøveproduktion slagtes. Det sker på Dannemare Fjerkræ- og Vildtslagteri på Lolland.
Danmark importerede sidste år omkring 30 tons kaninkød fra især Kina og Frankrig - og det danske kaninprojekt sigter i første omgang på at overtage omkring halvdelen af den mængde.
Målet er at holde prisen på samme niveau som økologisk kyllingekød - omkring 130 til 150 kroner kiloet.